Iron Butt - Et weekendeventyr {{forumTopicSubject}}

Iron Butt - et weekendeventyr
Planen var enkel og simpel. Jeg ville køre 1600 km på mindre end 24 timer, drikke en kop kaffe på en af de dejlige kaffebarer, og tage et billede på Dam-pladsen i Amsterdam

Jeg syntes jo ellers, at jeg havde forberedt mig grundigt. Jeg kan fare vild i en telefonboks, så jeg havde taget GPS'en fra bilen med, og jeg havde også et almindeligt kort over Nordtyskland.

Vejret er en joke...
eller rettere vejret er en joker, som man skal tage med i ligningen når man udregner gennemsnitsfart. Allerede da jeg nærmede mig Slagelse lignede himlen et forvarsel til dommedag. Det var som at køre i kold, klam og klæbrig suppe.

Bropillerne på den smukke Storebæltsbro var skjult af havgusen og tilbage var askegrå bropiller, der kunne være søjler til helvedes port.
Da jeg nåede over broen fik jeg et glimt af en forårsgrøn fynsk skov. Humøret steg et par grader og optimistisk undlod jeg at krybe i dragten. Fem minutter efter jeg var trillet ud fra tanken ved Odense blev der åbnet for sluserne. Da jeg på første afkørsel stod og kæmpede med dragten var jeg gennemblødt. Når først der har samlet sig så meget vand på sædet, at det trænger ind til de inderste klæder er Fyn ikke fin mere.

Humøret vendte en smule, da jeg var kommet i tørvejr i min vind- og vandtætte dragt. Med den på kan det både sne, tordne og hagle - bare kom an tænkte jeg. Det meste af Bededagstrafikken var væk, men de biler, der var tilbage havde aldrig hørt om akvaplaning. De speedede forbi mig, så vinden rev heftigt i styret og styrtebad blændede mig. Det gjorde nu ikke så meget, for sigtbarheden var alligevel under 10 meter fra Fyn til Hamburg.

Hamburg - et hul i jorden
Jeg havde kalkuleret med, at jeg risikerede tæt trafik i Hamburg. Elbtunellen har jeg altid været imponeret af. Den 3.9 kilometer lange tunnel under Elben er for mig et af Hamburgs højdepunkter. Den er notorisk ramt af vejarbejde og ofte klumper trafikken sig sammen i lange køer både før og efter tunnellen. Nu betød den tørvejr efter timer i silende regn. Jeg sneglede mig sammen med slangen af biler dybt ned i det endeløse hul. Den første kilometer flød trafikken adstadigt ind i det imponerende stykke ingeniørkunst, og så med et, på bunden gik trafikken helt i stå. Her holdt jeg i tørvejr, men på bunden af Elben omgivet af stinkende osende biler og en kvælende luft, der sved i næseborene og fik tårerne til at trille. Jeg havde svært ved at forestille mig, at jeg nogensinde ville se lyset igen. Hvor længe kan man indånde kultveilte inden man mister bevidstheden? Hvor er de store udsugningsrør, der ligner jetmotorer henne? Jeg spejdede febrilsk efter dem, men enten var de dækket af sværte fra årelang trafikos, eller også var der ikke nogen.

Pludselig begyndte rækken af røde baglygter foran mig at bevæge sig. Som et dovent godstog rykkede rækken fremad, opad.
Jeg fulgte med strømmen af rumlende trafik som tunnellen brækkede op i klumper. Det var som en åbenbaring at komme op fra det dybe hul. Jeg følte, jeg kørte mod himlen, og den var pludselig ikke så gusten mere. Det regnede ikke længere, og trafikken flød på den gode tyske Autobahn.

Den nærmeste omvej til Amsterdam
Amsterdam her kommer jeg. Jeg skulle jo op på 1600 km på tælleren, og tager man Hannover-Osnabrück så ryger der lidt ekstra på. Opmuntret af lyset undlod jeg at tage mod Bremen og valgte Hannover. Jo længere ned i Niedersachsen jeg bevægede mig, jo mere kuperet blev terrænet. Farten var god og skyerne smeltede langsomt på himlen. Jeg havde tid til at nyde landskabet. Ikke al Autobahn er grim. Jeg havde haft GPS'en on and off, og før Amsterdam tændte jeg igen. Jeg havde inden turen slået Amsterdam centrum op og læst om massakren på Dam-pladsen 7. maj 1945. Nu var det jo 1.- og ikke 7. maj, men jeg ville besøge Dam-pladsen og tage et billede af søjlen med Banditten i forgrunden. GPS'en guidede mig perfekt til målet. Her var liv, glade dage og forår. Jeg fik lyst til at blive en uge og nyde atmosfæren.

På kaffebar.
Jeg fandt hurtigt en hyggelig kaffebar, ikke for at ryge, men for at nyde en god kaffe inden hjemturen. Jeg var glad og tændt, da jeg satte mig til rette på Banditten og trillede rundt på udkig efter et godt spisested. Jeg fandt en glimrende Thai restaurant, hvor der var et ledigt bord i med udsigt til kanalerne og de mange broer. Da jeg havde spist, var det tid til at sende gode sms'er om en lidt hård men fantastisk tur. Lidet anende, at jeg havde det værste i vente, der ville få de 4 timer i silende regn til at ligne en spadseretur i en solbeskinnet velduftende forårsskov, sendte jeg den ene glade sms efter den anden. Jeg rejste mig fra bordet og gav rundhåndet drikkepenge.

Fanden løs i Laksegade
Jeg kastede et blik på Bandittens ur, 19:25. Nu er det bare ud af byen og så nordpå. Det bliver en skøn nat og så triller jeg over Fyn mens solen står op, tænkte jeg mens jeg tændte for GPS'en. Billedet tonede frem, men straks blev skærmen sort. Hov, det kan ikke passe, den var ikke blevet fugtig. Den har været pakket i plastik hele tiden. Jeg prøvede igen. Sort skærm. Batteriet var helt dødt. Det er løgn. Nu er Fanden løs i Laksegade. Her står jeg midt i centrum, uden GPS. Det er bare med at styre rigtigt gennem alle de ensrettede veje, over alle de små broer, uden at blive ramt af sporvogne, eller få forhjulet i et sporvognsspor zigzagge mellem de skæve og fulde turister, finde den bro man skal under og så højre om, for at møde ringvejen bag Centraal Station, og tage den rigtige afkørsel til A1 uden at ryge mod Haarlem eller Haag. Jeg køber et kort når jeg kan og er ikke være bleg for at spørge om vej.

På afveje i Amsterdam
Jeg spurgte en taxachauffør, og det gik et stykke, indtil jeg nåede en rundkørsel, hvor jeg mistede orienteringen igen. Jeg spurgte flere lokale, der ikke kunne forklare hvilken retning jeg skulle køre. Efter en times kørsel rundt i byen, nåede jeg til en lille idyllisk havn. Jeg tog mig tid til at nyde solnedgangen og snuppe et par billeder.

Der er ingen tankstationer i centrum, eller også så jeg dem ikke. Den første jeg fandt, lå på en slags motortrafikvej i udkanten af byen. Nu køber jeg et kort, og så henter jeg den spildte tid i løbet af natten. Pigen på tanken var sød, men et kort havde hun ikke. Hun talte udmærket engelsk og forklarede, at jeg skulle videre ligeud, dreje til venstre der hvor man tror man skal dreje til højre, gennem tunnellen og så ellers hele vejen tilbage for så at møde A10. Jeg takkede og efter mange rundkørsler og tunneller måtte jeg spørge om vej igen. Endelig fandt jeg en motorvej og fik fortalt at jeg bare skulle mod Utrecht, så ville det give sig selv. Hele vejen til Utrecht var ramt af vejarbejde, så der var ikke noget med at vinde tabt tid.

77 km på 7 timer
Når man kører forkert er det ikke et par kilometer, men gerne 40-50 stykker i den forkerte retning. Det er ikke på alle afkørsler man kan komme på motorvejen igen og køre direkte den anden retning. Jeg missede afkørsler, mistede retningssansen, måske også fordi træthed og frustrationer satte ind. Jeg befandt mig først på motortrafikvej, siden snævre landeveje, hvor jeg kørte over broer og sluser, og kunne på trods af det næsten totale mørke skimte møller og flade sumpområder. Dette sted må være smukt i dagslys, men nu havde skyer slukket for månen. De var kravlet ned på vejbanen, kulden fulgtes med fugten, og det var som at køre bag en gigantisk blomsterforstøver, der ubønhørligt pustede på visiret. Jeg var krøbet i min dragt igen, og den holdt den værste kulde ude.
Ved hver lille by ledte jeg efter en åben tank med et kort, men det er kun motorvejstankstationer, der er åbne om natten i Frisland. Da jeg ved 3-tiden skimtede et skilt gennem tågen, troede jeg ikke mine egne øjne - Amsterdam 77.
Måbende og desperat holdt jeg ind til siden. Der må være flere byer kaldet Amsterdam i Holland. Det kunne ikke passe. Holland er da et lille land. Men hvis man kører i ring er Holland ikke et lille land.

Achmed min redningsmand
Febrilsk fiskede jeg tysklandskortet op af tasken og bredte det ud på det våde græs. Hvis bare der var et oversigtskort. Det er også forbandet, at skiltene står på Hollandsk i Holland. Hvordan skal man kunne gætte at Osnabrück hedder Osterbeek eller alle de andre mærkelige navne på små nordfrisiske byer. Man har jo ikke en chance. Grooningen havde jeg hørt om, det lå ikke langt fra hvor jeg holdt. Jeg var grædefærdig og opgivende af udmattelse, da jeg endnu engang havde konstateret at mit tysklandskort ikke kunne hjælpe.
Jeg overvejede at finde et hotel, men de mange små landsbyer jeg havde passeret havde ikke engang et hotel. Mens jeg knælede i græsset med kortet foran mig og forlygten som eneste lyskilde trillede en bil forbi. Jeg fór op som trold af en æske og viftede forrykt med armene. Først fortsatte den, men siden stoppede den 30 m meter nede ad vejen. Jeg viftede og råbte på engelsk "Hjælp - jeg er faret vild" som en anden skibbruden. Bilen kørte først et par meter frem, og siden bakkede den langsomt tilbage. Jeg gentog mit sørgelige nødråb, da bilen var nået helt hen til mig.
Ud trådte Achmed, der var ude at køre en nattetur med en dame. Han forklarede at jeg bare skulle køre cirka 200 kilometer tilbage til Zwolle, som jeg havde passeret tidligere på aftenen, så skulle jeg nok kunne finde A1. Achmed fra Frisland blev min redning i den altopslugende hollandske nat. Jeg havde forladt København med et tidsstempel, der sagde 6.08. Jeg skulle finde et vidne inden 6.08. Jeg var ikke engang sikker på, at jeg ville nå ud af Holland inden 6.08. Da jeg først havde fundet gode gamle A1, passeret Apeldoorn, og fløjet gennem grænsen tog jeg afkørslen mod Osnabrück.

Et tysk vidne
Sådan, tænkte jeg, Osnabrück Bremen, Hamburg, Flensburg, Kolding, Odense, København. Da jeg havde fået Autobahn under hjulene igen stod der 47 km til næste tank. Klokken var lidt over 5. Jeg turde ikke vente med at finde et vidne, jeg havde de 1600 km i hus. Jeg fik et tidsstempel, der sagde 5.35. Saddle Sore var slut.
Der var 2 morgentrætte medarbejdere på tankstationen og ingen kunder. Jeg forklarede med sløret stemme hele Saddle Sore konceptet for den ene, og da jeg spurte om han ville være vidne og underskrive, sagde han bestemt "Dass kann ich nicht!" Jeg var for træt og overrasket til at spørge hvorfor, eller forsøge at overbevise ham. Efter en kop kaffe og vand i ansigtet forsøgte jeg med kollegaen, og det gav pote. "Kein problem!" Ud og se på triptælleren, og udfylde papirer med underskrift og telefonnummer.

Kold asfalt
En lettelse sænkede jeg over mig, og jeg følte jeg kunne tillade mig en længere pause inden jeg vendte snuden nordpå. Jeg var i Tyskland. Hvad kan gå galt nu? Lyset brød langsomt frem, og jeg lagde mig på asfalten på parkeringspladsen lidt fra stationen. Med tanktasken som hovedpude sejlede jeg ud og ind af bevidsthed omkring 40 minutter. Jeg havde sat alarmen i tilfælde af, at jeg skulle falde i en dyb søvn, men det var alt for koldt på asfalten til at sove, og flere gange kom bilister over og spurgte "Alles klar?" Ja, ja, svarede jeg, men jeg lignede sikkert en, der var dybt bevidstløs.
Jeg var blevet gennemkold af at ligge på asfalten, men den lille time på langs havde alligevel gjort godt, for da jeg først fik luft i hjelmen, fandt jeg hurtigt en marchfart på 150 km i timen.

Mod trafikken i nødsporet
Det gik hurtigt nordpå, og da jeg susede under en motorvejsbro, nåede jeg at registrere en tankstation ud af højre øjenkrog. Lidt efter så jeg i nødsporet 3 unge fyre i T-shirts. 30 meter længere fremme holdt en skrigorange lille rustbunke med åben bagklap. De 3 fyre baksede ligeså febrilsk med armene mod mig, som jeg havde gjort mod Achmed om natten. Jeg havde et splitsekund til at tage en beslutning, og da jeg standsede i nødsporet 50 meter fra den lille orange bil tænkte jeg, at jeg havde en bekymrende lang bremselængde. Jeg sad og ventede, mens de 3 nærmede sig, og orkede ikke engang at tage hjelmen af, da de nåede frem. På deres gebrokne tysk forklarede de med desperation i ansigtet, at de havde ventet i mere end 2 timer, var løbet tør for benzin, var bange for at få en kæmpebøde af politiet, ikke havde mange penge, og at der var en tank 11 km længere fremme. Ville jeg hjælpe dem? Hente benzin? Ingen andre ville standse. Jeg orkede ikke at forklare dem, at jeg havde kørt i 25 timer i træk og havde temmelig lang vej hjem. Jeg har næsten lige passeret en station, fortalte jeg dem. Jamen så var det jo ikke noget problem for mig at køre tilbage ad samme vej mod trafikken i nødsporet, op til tanken og hente benzin.

Jeg har flere gange, da jeg tomlede Europa tyndt, mødt det tyske politi. Den største skideballe jeg nogensinde har fået, var af en tysk betjent. Det var så min hestehale blafrede i flere timer efter. Det giver vist en gevaldig bøde at løbe tør på Autobahn. Det vidste de 3 unge fyre. Jeg turde ikke tænke på, hvad det koster at køre mod trafikken i nødsporet. Det tyske politi har ingen humor.
Nå, men hvad pokker. De kan jo ikke stå der og fryse i deres T-shirts og med deres brylcreme i håret. Jeg henter den benzin. Jeg vendte Banditten og trillede med katastrofeblink tilbage til tanken for at købe en benzindunk.

Ingen benzindunk
På den ellers velassorterede tank havde de ikke skyggen af en benzindunk Hvad med returflasker? Ikke en eneste. Jeg fandt 2 tomme halvliters oliedunke i en skraldespand og spurgte uden held flere kunder, om de ikke havde en tom flaske i bilen. Det endte med at jeg i min ubeslutsomhed købte 1 halvliters plastik kildevandsflaske 1 mælk på glasflaske og 1 saft på glasflaske og hældte det dyre indhold direkte i busken. Jeg rensede omhyggeligt flaskerne. Jeg lignede en, der lavede molotovcocktails på samlebånd. Det tog lang tid, og jeg fik vasket hænder i Super 100. Jeg var vist stadig lidt træt.

Da jeg drønede tilbage med saddeltaskerne fulde af benzin kunne jeg se det blå blink på lang afstand. Åh, nej nu er en af staklerne blevet ramt af en bil, og ambulancen er der, tænkte jeg, men der holdt kun en politibil foran den orange skramlekasse. Jeg havde været væk cirka en time. Igen havde jeg et splitsekund til at tage en beslutning. Skulle jeg standse og risikere en enorm skideballe? Politiet var sikkert ved at arrestere de 3, eller skulle jeg stikke halen mellem benene, suse forbi og lade som ingenting.
Faneme nej. Her har jeg tasken fuld af benzin, der skal leveres til nogle trængende. Jeg kan altid spille Dumme Däne, der ikke forstår så meget. Jeg trillede ind bag ved bilen og blev mødt af 3 overraskede glade fyre og en smilende betjent, der alle sagde noget med "Gut" og helt sikkert var taknemmelige.
Da betjenten også ville være hjælpsom og stak fingrene ned i min taske efter flasker, nåede jeg lige at overveje hvad der ville ske, hvis han fik fat i de souvenirs jeg havde købt på kaffebaren i Amsterdam. Så ville jeg måske alligevel få en skideballe så ørene blafrede.
Han så dem heldigvis ikke. Jeg skyndte mig at hive kvittering på benzin frem og den taknemmelige chauffør gav mig 3 euro i drikkepenge for ulejligheden. Jeg smøg mig uden om de to holdende biler og smilede først lettet bag visiret, da jeg var kommet op i fart igen.

På vej hjem - motorcykel-Zen
Jeg røg hurtigt ind i cirka 200 km vejarbejde med max 70 helt til Bremen. Der var ingen kø ved Elbtunnelen denne søndag, og allerede efter Hamburg var der skiltet mod Flensburg. Trafik var der ikke noget af. Jeg fandt en marchhastighed på mellem 180 og 190 og havde en nærmest zen-agtig mand smeltet sammen med maskine oplevelse. Jeg fik et lettere chok, da jeg fornemmede, at det føltes lidt for rart at trykke hagen mod tanktasken. Vejafmærkningen flød ud i et kort øjeblik og jeg faldt vist i staver. Så var det straks ind på næste tank og pøse vand i ansigtet og kaffe i maven.
Da jeg nåede Danmark sagtnede jeg farten, og røg direkte ind i hjem fra bededagsferietrafikken. Det føltes som en endeløs række af campingvogne med kurs mod Sjælland, men jeg var ligeglad for solen skinnede og der var ikke længere langt til København.

København
Da jeg trillede ind på Vesterbro ved 16-tiden havde jeg kørt 2490 km på 34 timer. Først da jeg sad i sofaen mærkede jeg hvor træt jeg var. Jeg sov 12 timer i stræk, og dagen efter tog jeg en middagslur på 3 timer. Nu håber jeg papirerne er i orden, så jeg bliver optaget i IBA, og hvis ikke, så ved jeg selv at jeg gjorde det jeg havde planlagt og mere til. Hvordan har jeg det? Tør hud i ansigtet på grund af den megen luft. Ømme lægmuskler af at presse benene om maskinen så længe, ømme hænder af at holde på styret, men ondt i røven? Næh.. Jeg må have baller af stål..