Kawasaki Ninja 250R [Tidl. motorcykel] 2008

16.762 visninger | Oprettet:  FølgFølg ikke 155 Kommentarer
Bedømmelse

Du kan først stemme, når din egen mc er oprettet og stemt ind. Opret din egen mc

Kawasaki Ninja 250R

Årgang:
2008
Motor:
249 ccm
2-cylindret, 4-takts vandkølet parallel twin motor.
Dobbelt overliggende knastaksel.
4 ventiler pr. cylinder.
6-trins gearkasse.
Benzinindsprøjtning.
Hestekræfter
33 Hp v/11.000 o/m
22 Nm v/8200 o/m
Fælge
Støbte 17” alufælge i sort.
Dæk
Fordæk: 110/70-17
Bagdæk: 130/70-17
Topfart
Omkring de 160 km/t.
0-100: 5,7 sek, siges det..
Tuning
Ingen.
Styling
- Bobbel kåbeglas i smoke.
- Rimstripes i kawa grøn.
- Motografix tank padde, i kawa grøn.
- Egosæde.
Ekstraudstyr
Fuldt sikkerhedsudstyr:
- Shoei XR1000 hjelm.
- Todelt læderdragt i hvid og kawagrøn (kommer om 6 uger..)
- Handsker og støvler.
- Rygskjold.
Bemærkninger
Jeg blev den glade ejer af denne dejlige MC d. 17/07-08. Det er en meget speciel og højtelsket motorcykel for mig, særligt fordi jeg har måttet kæmpe en brav kamp for at få den.

Det hele startede med at jeg læste om den i februar, da nyheden om den kom frem. Jeg har længe været vild med Kawasakis store Ninja, men det er ikke lige mig at skulle have en 600 ccm sportsmaskine. Så billederne af den lille, sporty maskine, som jo ligner sin storebror, satte gang i tankerne om at prøve en ny type MC, efter at have startet min MC ”karriere på” en 250 kubik chopper to år tidligere.

Da jeg hørte at denne vidunderlige lille MC ville komme til Danmark, glædede jeg mig gevaldigt til at kunne komme ud og prøve den. Det kunne lade sig gøre i maj måned, til et åbent hus arrangement. Derefter var jeg solgt, det var en super oplevelse at køre den, den var let at styre, kvik og rigtig sjov. Jeg ringede rundt til nogle forhandlere, og fik sat en aftale i stand med Horsens MC. De skulle levere min drømme MC i grøn, i slutningen af juni. Jeg underskrev slutseddel og var glad og tilfreds og ventede spændt på at min nye MC skulle komme.

Fredag d. 20. juni bliver jeg ringet op af min forhandler, som beklager at måtte meddele mig, at de ikke får leveret min MC, da efterspørgslen på Ninja 250R er enorm og uoverskuelig. De annullerer hermed min slutseddel. Jeg ringer rundt til andre forhandlere og får at vide, at det er det samme hos dem. Jeg snakker med min far som bor i København, som foreslår at vi undersøger markedet i udlandet. Vi finder en som står i Lucca, Italien. Problemet er bare at den vil blive 7000 kr dyrere end den danske når afgiften kommer på, samt at den jo skal hentes. Min far ringer til MC-huset i Malmö, som er Sveriges største Kawasaki forhandler. Også her er den udsolgt. Vi fortsætter vores søgen i Danmark, og ved et rent lykketræf finder vi en forhandler i Kbh, som fortæller at de får en hjem om en uge, måske to. Men der har allerede været en og kikke på den, som vil komme og give depositum for den om mandagen. Jeg får fluks min far til at køre ind til dem, lørdag formiddag og lægge 10.000 kr, lave slutseddel osv., så nu skulle denne handel være i hus.

Der går desværre noget længere tid end forhandleren har lovet og til sidst har jeg faktisk næsten opgivet at få den. Alligevel får jeg ringet til forhandleren d.12 juli, og der er den netop kommet og vil blive klar i løbet af en uge. Jeg blev bare SÅ glad, jeg var lige ved at tude i telefonen af bare lykke.

Nu er den hentet og står pt. hos min far på Sjælland. Jeg skal hente den på mandag og glæder mig bare helt vildt.

Jeg håber I vil stemme den ind og jeg lover at der kommer massevis af billeder af den, når jeg får den hjem til mig selv.

23.07.08 - Endelig kom min lille skat hjem til mig i går. Jeg kørte den hele vejen hjem fra København over Storebælts bridge. Det var en dejlig tur, den lille maskine kunne sagtens følge med på motorvejen, og havde det ikke været fordi den er ved at blive kørt til, kunne den også have kørt hurtigere end de 120 km/t.
Lige nu står der godt 500 km på klokken, så det kan ikke vare alt for længe før den skal til første service. Jeg har lige været lidt ude og køre, blandt andet holdt jeg en pause i Ry, hvor den fik stor ros af to garvede MC'ister på henholdsvis Suzuki GSXR1000 og Honda CBR 1000 RR. Ja ja, det er næsten som om man følges med en filmstjerne, når man kører på sådan en flot Ninja ;-)
Som lovet er der også kommet lidt flere billeder. Dog er det lidt ærgerligt at farven er så "bleg", men mit mobilkamera er ikke verdens bedste. Farven på de første tre billeder er mere rigtig.

01.08.08 - Nu har min motorcykel været ved 1000 km service. Det var i hvert fald tæt på, 1041 km på klokken. Så nu er den næsten tilkørt og klar til at få noget gas ;o)

03.08.08 - Lidt nye billeder, med de seneste opgraderinger - Tank pad og egosæde.

06.09.08 - Så har jeg fået taget helt nye prof billeder af min baby. Håber I nyder dem, lige så meget som jeg. De smukke billeder er ikke mit værk, jeg skylder tak til Bjarke for hjælpen :-)

25.10.08 - Så blev min lille skat sat i vinterhi. Jeg har kørt 3988,5 km på den, siden jeg fik den i slutningen af juli. Nu må jeg bruge vinteren på at få løst mit "udstødningsproblem" og måske tænke lidt mere over hvad der skal ske med den, mht styling. Jeg er stadig rigtig glad for den og regner med at jeg vil køre på den i et par sæsoner endnu :o)

21.03.09 - Nu er mit lille grønne uhyre kommet ud igen. Den startede med det samme jeg drejede nøglen, ingen problemer overhovedet på den front :-) Det var dejligt at køre den de 40 km der var hjem. Men en smule køligt... Så regner med det bliver til nogle småture her i starten, når vejret er til det.
Indtil videre har jeg ikke så mange planer for Ninja'en, udover at Fenris skal hjælpe mig med at få min udstødning monteret. Det må vi se på hen af vejen. Håber på en god sæson til alle :-)

04.05.09 - Så fik jeg lidt nyt udstyr i fødselsdagsgave fra kæresten :-) Nyt kåbeglas i smoke og kawagrønne rimstripes, som vi have meget morskab af at sætte på! Nu mangler jeg snart kun udstødningen, så er den som jeg vil have den.

12.05.09 - Snøft, min kære motorcykel er blevet ødelagt :-( Den bliver lavet hos Rydberg MC.
Jeg har også bestilt en ny dragt, da den gamle blev revet i stykker. Den nye er hvid og kawagrøn, med nogle rigtig fede detaljer jeg har valgt :-) Den bliver lavet af dragtdesigneren. Glæder mig til at få den!

30.05.08 - Så blev min Baby hentet, men glæden var kort. På vej hjem, fløj en skide fasan ud foran mig, hvilket resulterede i en flækket frontkåbe :-( Jeg må derfor selv betale 2700 kr for en ny, rigtig surt. Har snart brugt 10.000 kr på det her, med selvrisiko, nyt gear osv.. Det er dyrt at have MC..

En lille bonusinfo: Ninjaen var blevet lavet for 27.000 kr! Den er naturligvis forsikret, så jeg slipper med "kun" at skulle betale 4420 kr i selvrisiko. Så husk at have kaskoforsikring på jeres cykler, det kan sgu hurtigt løbe op..

18.06.09 - I dag blev Ninjaen endelig færdig (igen), nu har den også fået 6000 km service. Så den er atter "fit-for-fight" ;-)

********** NINJAEN ER SOLGT, dog elsket og savnet **********

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Læs anmeldelser af Ninja 250R på disse link og find ud af hvorfor hele verden er vild med den lille Ninja :-) Det første er skrevet af en pige.

http://www.motorcycle.com/manufacturer/kawasaki/review-2008-kawasaki-ninja-250r-75782.html

http://www.motorcyclistonline.com/firstrides/122_0805_2008_kawasaki_ninja_250r/index.html

Har den i øvrigt kaskoforsikret hos Runa for 2700 årligt (1/3 - 30/11)
Kommentér på:
Kawasaki Ninja 250R
Annonce