{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
1.316 visninger | Oprettet:

Kræft .. {{forumTopicSubject}}

Hej Alle ..

Først vil jeg starte med at sige at jeg ved egentligt ikke hvorfor jeg skriver dette indlæg, et så latterligt indlæg ingen kan bruge til noget, jeg har ikke brug for sympati eller andre ting, tror bare jeg føler jeg har brug for at komme af med noget galle!

Ja, som nogen nok har regnet ud blev det min familie, der nu skulle rammes af denne forfærdelige sygdom, jeg ved sgu heller ikke om det er gået op for mig endnu at min Mor har fået kontateret 3 knuder i hjernen, og muligvis noget på lungerne, fik det afvide Fredag formiddag og gik først op for mig Lørdag morgen da jeg var på vej på arbejde hvor jeg brød fuldstændig sammem, kan slet ikke forstå at dette skulle overgå mig, og ikke mindst min mor. Jeg syntes bestemt ikke at der er nogen der fortjener denne sygsom, end ikke min værste fjende, men føler bare at min mor har været så meget igennem i sit liv, for 14 dage siden fik hun konstateret KOL (Rygerlunger) hun har hjerteproblemer og døde 2 gange for 10år siden under en bypass operation.
Jeg har ikke en særlig stor familie, faktisk stort set kun min Mor, og ser kun død, kirker, salmer osv. osv. selvom det stadig er så nyt.
Jeg føler afmagt, vrede, irrertation, sorg, jeg føler ikke jeg kan være der for hende, da jeg var ved hende i weekenden kunne jeg tude, 8 timer i træk, mens hun virker rigtig stærk og possitiv, hvilket jo er godt i denne tid. idag blev jeg så arrig at jeg smadrede ting (heldigvis mine egne) Var på arbejde idag og snakkede med en kollega som i sin fritid arbejder hos kræftens bekæmpelse, og forslår jeg snakker med en proffesionel, hvilker jeg måtte nukke under for og give hende ret i, selvom jeg sgu aldrig har haft brug for sådan noget pjat .. men ja, det har jeg sgu nok brug for!

Hvorfor, kan jeg kun spørge mig selv .. hvorfor hende? hun er 57, har ingen børnebørn endnu fra min side, hun har massere af ting hun skal se sin søn præstere i dette liv, kommer hun nogensinde til det?

Jeg er trist .. og syntes det bliver den værste jul nogensinde, alt andet lige nu er så pisse meningsløst, jeg vil skide et langt stykke på motorcykler og andre ting .. kunne ikke være mere ligeglad!

Tager mig selv i at snerre af min Mor, når hun brokker sig over at det er koldt uden for .. "Mor jeg er pisse ligeglad om det så frøs 30 grader uden for" .. min Mor siger at sygehusets undertøj ikke er så godt "Mor, jeg vil skide på at deres latterlige tøj er dumt" .. mange siger til mig .. lad nu være med at male fanden på vægen .. Hallo .. hun har ikke influenza, det er IKKE ovre om 4 dage, hun har kræft for fanden! er jeg den eneste realist, i min omgangskreds .. er jeg den eneste der kan se at oddsne er pisse hamrende dårlige, eller er jeg bare pissimist ud over alle grænser?!

Life is a fucking bitch!!! ..


M.v.h
Michael, som havde brug for at komme af med noget af alt det jeg holder i mig!!


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Kræft ..
  • #1   26. nov 2007 det er vel ok at være bitter i sådan en situation...

  • #2   26. nov 2007 Puha.. det var ikke morsomt læsning det der.. Hold kæft jeg forstår godt du reagere som du gør. ville jeg også. ville bare være det værste der kunne ske. Håber sku for jer at i alle kommer oven på igen..


  • #3   26. nov 2007 Ingen ord rækker her... Men jeg ønsker det bedste for dig og din familie.
    RS


  • #4   26. nov 2007 ja tror også du skal søge noget hjælp.. En af mine venner døde også af kræft for nogle måneder siden. 18 år blev han... Det er sq ikke altid fair.
    Din mor prøver sikkert at være stærk for din skyld, og det bør du ikke lade dig gå på af. Du skal jo støtte hende i denne svære tid smiley
    min mor behandler kræftpatienter og har hørt nogle historier gennem tidernes løb...
    Det er sq trist det kommer til at ske for en selv. Der er jo ikke så meget at gøre ved det.


  • #5   26. nov 2007 Ønsker kun alt held og lykke kan godt forstå din vrede vi har selv haft det i vores familie desværre.

  • #6   26. nov 2007 Mine dybeste medfølse til dig og din familie.

    Har selv været turen igennem for et par år siden med min mor og som du selv skriver "life is a bitch"

    Jeg har desværre ingen gode råd at give .... men en snak med en prof er nok ikke en dårlig ide.


  • #7   26. nov 2007 Hej Michael

    Det er jeg fandme ked af at høre... Sådan noget er sgu aldrig sjovt.

    Kan godt forstå du ikke er på toppen, og fornemmer også at du føler afmagt, hvilket jo er ganske naturligt.

    Mht. pessimismen, så skulle man måske vende den lidt på hovedet, og så spørge sig selv hvad man egentlig får ud af det? Det virker jo til at din mor er ret optimistisk, hvilket jo er et godt tegn! Jeg kan sagtens sætte mig ind i at du har svært ved at finde optimismen, men når nu din mor har fundet den, synes jeg helt klart du skal forsøge om ikke også du kan følge trop. Dermed ikke sagt det ikke er tilladt at være ked og sur - det er vel en naturlig reaktion.

    Op på hesten igen! Men ikke nødvendigvis i dag, eller i morgen... Hop op når du føler du har overskud til det.

    Cheer up mate - du har stadig din mor.


  • #8   26. nov 2007 Damn det er svært at skrive et indlæg til dig.

    At din mor prøver at være stærk, er jo både for dig og hende..
    JA odsene er lave, MEN det er de også for mange andre der har klaret den.

    Min bedste far fik konstateret kræft, dagen efter døde han af det! han gav op (MEN var også gammel)

    Pointe? ja den er svær at finde. MEN der er ikke meget du KAN gøre. Vær der for din mor når du kan. Den tid i har nu, får du aldrig tilbage. UANSET om det går mod bedre tider eller...

    Jeg håber det bedste for din mor, og ja, gå til en professionel, de er slet ikke så dumme som mange går og tror!!

    /FIGHT

    Jesper


  • #9   26. nov 2007 Hej Michael,

    Jeg har også selv haft et par familie medlemmer der har haft det og ikke kommet over det....

    Måske ville det hjælpe, både dig og din mor, hvis du fandt ud af hvad hun gerne ville opleve inden hun skal herfra, hvilket forhåbentlig først sker om mange, mange år, og tage med hende... få nogle gode oplevelser sammen, så har du altid noget godt at mindes om hende.... Og få en at snakke med.... det gør det ikke nemmere at holde det for sig selv....


  • #11   26. nov 2007 Hej michael. Av for den.. Det lyder rigtigt trist med din mor. Det er aldrig sjovt når familien rammes så hårdt. Men det er da godt og modigt af dig at få det lukket ud. Vi kommer ikke igennem livet uden øretæver, var der engang en der sagde til mig. Og det har jeg også måtte sande. God bedring til din mor og prøv at holde skruen i vandet. Med venlig hilsen Lars.

  • #13   26. nov 2007 Jeg føler virkelig med dig. Og kniber en lille tårer i denne stund. Mistede selv min mor til den forfærdelige sygdom d. 1/1-07.
    Mindre end et år efter hun fik det konstateret.

    Ved ikke om du har brug for at vide dette, men du ved jo selv at dette kan ende med det væreste.
    Man danner sig ufattelig mange tanker.
    Men du skal vide, og ved du sikkert også, at du ikke er alene derude. Da jeg først fortalte det på arbejdet, gik det op for mig hvor mange der lige blandt venner og kollega, selv i deres familie har været ramt af kræft.

    Jeg føler med dig, og håber på det bedste for dig og din familie.

    Best Wishes
    Jacob


  • #14   26. nov 2007 Trist læsning, men er der plads til her M!Chael det sq modigt af dig komme ud her på MCG, med dine føelser. Det er rigtig trist med din mor, og håber det bedste for hende.
    Det bliver nok en meget svær tid, men der er hjælp at hente og det skal benytte dig af...

    Håber det bedste for din mor og for dig
    - Jacob


  • #15   26. nov 2007 Hej Mic...

    Det er da klart, at du bliver frustræret..
    Jeg kan saktens sætte mig ind i din situation..

    Jeg står i "samme båd".. Her er det så farmand der er kræftsyg.. Men som den gamle sømand han nu engang er.. Så tager han det sku i stiv arm..
    Han får en masse piller, så "guldkorn" ligner en
    pre'desert i forhold til..

    Det har selvf. ændret "vores forhold" enormt..
    På den måde.. At jeg kikker ind til "de gamle" meget oftere ind nogensinde...

    Det er med at nyde den tid man har med dem.. Som man "som regl tager for givet"..

    Lykke til...
    Mvh. Rass
    Mvh. Rass


  • #16   26. nov 2007 Hej Michael, det gør mig sgu ondt at høre om din mor. Jeg krydser fingre for det bedste.

    Jeg er selv samme alder som dig og kan slet ikke holde tanken ud om at jeg skulle miste min mor en dag.

    Dit indlæg er bestemt ikke latterligt, det viser tværtimod at du har brug for at få talt ud og føle sympati og støtte fra dine medmennesker (også selv om du skriver det modsatte), llige som alle andre har det i en så svær situation som din. Har man ikke, er man imo en underlig følkelseskold skid, så du har absolut intet at skamme dig over!

    Var jeg i din situation havde jeg taget et par dage eller mere fri og brugt dem på nogle hyggelige stunder sammen med min mor, samt sørge for at få talt ordentlig ud om det. Hun er helt sikkert lige så frustreret og bange som dig, selvom hun prøver at virke positiv.
    Mht. alt det med at se dine børn osv., så tag det roligt, jeg er 100% overbevist om at hun helt sikkert hellere vil se dig være der for hende det sidste stykke tid (hvis det skulle komme dertil), end at du løber rundt og er frustreret over alt det du ikke har nået at vise hende. Det er alligevel ikke det hun bedømmer dig på. Du er hendes eneste søn, hendes et og alt, uanset om du har villa, vovhund og skrigende unger eller hvad nu folk mener har betydning for et "perfekt" liv...

    Og kom så ud og snak med nogle virkelige mennesker om det, det skylder du både din mor og ikke mindst dig selv!


  • #17   26. nov 2007 Uha, det var ikke særlig sjov læsning.

    Jeg har selv mistet 3 kære familiemedlemmer på den måde. Alle 3 gange blev det opdaget så sent at der ikke kunne gøres noget for dem.
    For et par år siden var jeg meget tæt på at miste min mor, da hun fik en blodprop i hjertet.

    Det er ikke sjovt når man ikke rigtigt ved hvordan det skal gå, og hvad man skal stille op.
    Det nemmeste vil være at køre videre som om intet var hændt, men det er ikke mange der er istand til det.

    Jeg forstår godt din frustration og vrede over hvorfor sygdom og ødelæggelse skal ramme din familie, men når det så er sagt, så synes jeg du skal prøve at holde dig i godt humør når du er sammen med din mor.
    Jeg er sikker på at hun vil være utrolig glad hvis du også er glad. At snerre af hende - også selv om det ikke er bevidst - er efter min mening synd for hende. Der er du nød til at prøve at gå ind og kontrollere dig selv, og få dig nogle gode samtaler med hende.
    Det er meget muligt at en Psykolog eller andre personer der er godt inde i tingene kan hjælpe dig godt igang med det.

    Er der håb for hende, eller er hun for langt henne i udviklingen? Heldigvis lever vi i vore dage, hvor læger og specialister kan gøre rigtig, rigtig meget hvis der bliver grebet ind i tide.

    Jeg håber i kommer godt over det begge 2.


  • #18   27. nov 2007 Hej Michael

    lad mig først lige forklare min egen situation:
    min mor fik for snart 5 år siden konstateret brystkræft og fik den gang fjernet det ene bryst , nu er hun begyndt at klage over rygsmerter og af eller anden årsag er hun selv overbevist om at det denne gang er det samme , hun har været til scanning igen og hun får svar på torsdag , min mor har 2 gange passet kræftsyge og nære venner/familie i sit eget hjem til det var slut , vi har alle ( min mor , søster , kone og mig ) fra starten været meget åbne og snakket meget omkring konsekvensene og situationen , min mor vil under INGEN omstændigheder behandles med kemo eller strålebehandling , som hun siger " det er uværdigt og hvis min tid er målt op hertil så stopper vi her " ...... jeg kan hoppe springe og slå på tromme , men det er hendes beslutning og jeg accepterer den 100% uanset om jeg kan lide den eller ej , det er ikke mig der skal tage beslutningen for det er ikke mig der står i den situation. Min mor´s største frygt hele livet har været at hun skulle afsted inden vi ( min søster og jeg ) var store nok til at klare os selv , vi er begge nu over 40 og min mor mener at hun har opfyldt hendes del i dette liv , så sent som i sidste måned var hun med til at rydde en god venindes søsters lejlighed for indbo , hendes kommentar efter det var " der er ingen der skal så med så meget at rydde op efter mig " så nu er hun igang med at rydde op i sit liv til trods for at hun endnu ikke ha fået svar fra scanningen , og denne opførsel er med til at bestyrke teorien om at min mor selv tror den er gal denne gang.

    Du er det ensomste menneske lige nu , og der er kun en i hele verden der kan hjælpe dig og det er dig selv , du ved hvad du skal gøre der er ingen der kan fortælle dig det ...... og netop menneske det er hvad du er med din beskrivelse af din reaktion , grunden til at mennesker græder er at vi tænker over hvordan det kunne have været , det er det der skiller os fra dyrerne , dyr accepterer tingene som de er men mennesker har voldsomt mange følelser med i spillet og de er sjældent til at kontrollere i situationer som disse.

    Jeg hverken kan eller skal fortælle dig hvordan du skal tackle situationen , det ved kun du , men her er hvordan jeg gør det.

    Når min mor vil snakke , ja så snakker vi og det er om alt muligt , min mor har også brug for at tænke på noget andet og nyde de ting hun stadig syntes godt om , hun elsker sin lille have , hun kan lide at gå ture og så er hun vinterbader ( ja det er altså lige her jeg springer fra , det er sgu for koldt ) men ellers gør jeg de ting hun kan lide sammen med hende , men som min mor sagde da vi var til hendes fødselsdag her i oktober " det gør ikke noget hvis det er slut nu , så slipper man også for en masse bøvl " , jeg kan godt syntes at jeg har det hårdt med udsigten til at skulle miste min mor men det er altså hende der har udsigten til at skulle afsted og som vi allesammen syntes er alt for tidligt , men jeg prøver at få den sidste tid ( hvis det er det ) til at være så god som muligt for os begge to , så kan vi begge ( håber jeg ) se tilbage på den tid og huske hinanden som de glade mennesker vi nu var , dem som stadig kunne smile og grine trods den alvorlige situation , der findes ingen manual for hvordan man skal opføre sig eller hvordan man skal tackle situationen , men for mit eget vedkomne holder jeg mig til at det er ude af mine hænder uanset hvad jeg gør , jeg kan INTET ændre , hvor meget jeg end gerne ville , jeg tager dagene som de kommer og tro mig jeg knækker med garanti også på et tidspunkt men for min mor´s skyld håber jeg bare at det er efter.

    Snak med din mor , om alle de ting du altid har villet vide , hvordan syntes hun om at gå i skole , hvor mødte hun din far første gang , hvorfor valgte hun netop den uddannelse og alle de andre ting du aldrig har fået svar på.

    jeg troede det var hårdt dengang jeg var inde og sidde , jeg troede det var hårdt den gang min kone og jeg fik at vide at vi aldrig kunne få børn , og jeg troede det var hårdt da jeg var 28 år gammel og fik at vide at jeg kun kunne blive tilbudt en invalidepension ...... jeg ved at der kommer ting i fremtiden der er meget værre end det men det skal jeg nok også komme over.


    jeg håber ikke at du på nogen måde tror jeg nedgør dit indlæg , det er skrevet i god mening og med henblik på at sige til dig " Du er ikke alene , der er nogen her ude der forstår dig og føler med dig "

    mvh Jørgen


  • #19   27. nov 2007 Hej alle,

    Ja kræft er sku ikke sjovt! Min far døde af det for 5 år siden, og året efter fik min mor bryst kræft! Hun er dog kommet helt over det, og lever i bedste velgående nu.
    Min kærestes onkel er lige død af det, det er virkelig ikke sjovt!
    Men som andre også skriver så er der flere der overlever kræft i dag!
    Forstår din afmagt, men prøv om ikke det er muligt at være lidt positiv især over for din mor og ideen med at snakke med en proff er god!
    De bedste ønsker til dig og din familie!


  • #20   27. nov 2007 Hej Michael...

    Det var dog et trist indlæg du der har skrevet - men ikke at forveksle med at du ikke skulle have skrevet det. Jeg er meget ked af at hører at din mor er så syg, og jeg kan også godt følge dig i at livet ikke er retfærdigt. Vi er mange herude der har mistet vores mor i en alt for tidlig alder enten af den ene eller anden sygdom - og tro mig (jeg taler af erfaring - min mor døde i en alder af 54 år...) livet kommer til at gå videre men det gør meget ondt i starten....

    Nu skal vi jo heller ikke kun være negative på trods af dommen - for jeg har altså haft en veninde der med lige så dyster udsiger som din mor - trods alt fik næsten 5 år i denne verden... så tænk positivt som din mor gør (og min veninde gjorde) - jeg tror det er med til at forlænge livet. Min veninde fik rimelig hurtigt pension - og derved havde hun tiden til at gøre de ting hun gerne ville nå og hun nåede rigtig meget og fik taget en masse billeder så hun kunne nyde alle oplevelserne da hun på et tidspunkt ikke rigtigt kunne komme ud mere..

    De bedste ønsker for dig og specielt din mor i den kommende tid - for behandlingen hun skal igennem kan godt være hård.


  • #21   27. nov 2007 Hej Michael!

    først og fremmest min dybeste medfølelser for dig og alle andre pårørende.

    -Jeg føler med dig da min far selv har været igennem en større sygdom gennem flere år- adskillige gange har jeg siddet med ham i hånden og været minutter fra at tro jeg skulle miste ham, så jeg kender situationen. Og igen bliver det ikke nemmerer af at jeg er eneste barn og måtte stå med utroligt meget selv. Kan så positivt sige at alt er endt godt og han er kureret og ovenpå igen, men nu nok om det.

    _læs godt hvad jeg skriver her og tag det til dig.

    Jeg har gennem min fars længere sygdom lært at se igennem fingre med alt det negative, jeg har altid fokuseret på at få det mest positive ud af enhver situation og ligge det negative bag mig. Det er svært i starten men kommer stille og roligt. Jeg ved der er mange tanker der flyver igennem ens hovede. Men igen....
    -hvem siger det er slut og ikke kan kureres?, man håber hele tiden på det bedste, din mor vil også have det bedre hvis du prøver at se de positive ting og fortæller hende dem og ikke kun ser det hele som noget lort.
    jeg håber virkeligt at i begge kommer igennem denne svære tid og husk nu at tænke på dig selv også selv om det er svært, uanset hvordan det hele ender har du et liv der skal gå videre. (det her er hårdt at skrive) men skulle det værst tænkelige ske så garanterer jeg du vil have det bedre bagefter hvis du har fået det bedste ud af den sidste tid.

    endnu engang så håber jeg i alle kommer godt igennem denne svære tid.

    Min dybeste medfølelse
    Manny


  • #22   28. nov 2007 Hej Michael fra Slagelse

    Vil ikke sige meget andet end min forståelse for din situation er 100%.

    Har selv været der 2 gange. Bl.a. mistede jeg min første kone på grund af kræft.

    Hvad du har brug for afgør du og kun du. INTET er noget pjat. Der er ikke nogle nemme smutveje. Hjælp hinanden, snak, grin, græd, skæld ud. Giv dig selv lov til at ha’ det ad helvede til uden at få dårlig samvittighed, men hold snuden oven vande.

    Mit største håb for dig og din familie.

    Der er lorteperioder, men der kommer gode tider igen, selvom det kan være svært at tro på en gang i mellem.

    Hilsen fra en der har prøvet det meste.


Kommentér på:
Kræft ..

Annonce